Spørgsmål og svar

Der er mange spørgsmål, der melder sig, når I er på vej til søs. Vi har lavet en oversigt over nogle af de mest almindelige her, hvor vi giver vores bedste svar.

Hvordan foregår overtagelsen af båden?

Når I booker en båd ved os, så får I en kontrakt med alle detaljer. I ankommer enten fredag eller lørdag, som det fremgår af jeres kontrakt. Derefter finder I en af os på bro 7 ved bådene eller i klubhuset på Marinavejen 10-C, 5300 Kerteminde. Her aftaler vi, hvornår vi gennemgår båden, I skal på ferie i.

I kontrakten står der at overgivelsen finder sted ca kl. 16. Men nogle gange kan bådene være klar tidligere, andre gange kan der være mange overgivelser på samme dag, og så har vi travlt med klargøring. På disse dage, kan I ikke forvente at komme ombord på båden tidligere end kl. 16.

Selve overgivelsen foregår ved at en af os gennemgår båden og dens udstyr sammen med skipper og evt resten af jeres besætning. Vi viser jer hvor det forskellige udstyr er placeret. og der er tid til at I kan stille spørgsmål undervejs. Når båden er gennemgået, ønsker vi jer en god ferie.

I har mulighed for at benytte jer af vores egne bagagevogne, som står I begyndelse af bor 7 lige ud for vores klubhus. Med vognene kan I nemt og bekvemt køre jeres bagage og proviant ud til båden.

Når vi har gennemgået båden sammen med jer, er I klar til at drage på eventyr i de danske farvande.

Hvordan forbereder vi os på vores tur?

Der er mange ting at overveje, når I skal på sejltur. Én ting er at finde ud af, hvor I vil sejle hen. Noget andet er at forberede sig på at tage på en sejlferie med alt, hvad det indebærer.

Vi anbefaler eks. at I læser om at skabe en god sejlferie. Til det formål kan “Sejlerbogen” være et godt bud. Derudover kan der være meget god information at finde på nettet.

Det er dog vigtigt, at I hele tiden husker at spørge jer selv, hvad det er for en sejlferie I gerne vil have. Det skal være jeres kompas uanset, hvad I får af velmenende råd og vejledning.

Den samlede flok, der skal afsted, kan med fordel mødes en eller flere gange og drøfte, hvad en god sejlferie er for jer, hver især, og hvordan I opnår en sejlferie, der lever op til det.

Derudover kan det være en god idé at fordele forskellige opgaver og ansvarsområder på forhånd eller i det mindste drøfte disse.

Hvad skal vi selv have med?

Vores både er veludstyrede med alt, hvad I skal bruge i køkkenet, navigationsudstyr, værktøj og nødvendige reservedele. Derfor skal I kun pakke, sengetøj (eller leje det af os), tøj, mad, drikke og lidt lækkert samt noget underholdning (der er spillekort og sejlbøger ombord).

Der er en lille gummibåd til en enkelt person ombord, så én person kan ro i land, når I ligger for svaj. Hvis I ønsker en større gummibåd kan dette lejes som ekstraudstyr. Der er også redningsveste ombord, så dem behøver I ikke selv at tænke på. Se vores bådes udstyr her.

Læs evt. vores forslag til en pakkeliste her.

Hvor skal vi sejle hen?

I Danmark har vi ufattelig mange muligheder for at lave spændende ruter, der går nye steder hen hvert år. Alligevel er der nogle steder vi gerne anbefaler vores kunder. Læs vores turforslag og tips til gode steder.

Derudover kan vi anbefale at bruge havneguiden.dk til at få et overblik over lystbådehavnene i Danmark.

Det er altid en god ide at forberede flere alternative destinationer, så I er forberedt på at ændre jeres rute, hvis vind og vejr skifter.

Hvordan skal aflevere båden igen?

Rengøring

I kan vælge selv at gøre rent i båden efter endt sejlferie. Hvis I vælger selv at gøre det, skal I gøre båden rent, så den fremstår som da I overtog den.

I kan også betale os for at foretage slutrengøring.

Få det hele med hjem

Sørg for at kigge i alle skabe, luger, under alle hynder, i kortbordet og hvor der ellers er mulighed for at noget af jeres grej kan gemme sig. Selvom vores kunder er grundige, sker det af og til, at noget bliver glemt ombord. Som regel finder vi det ret hurtigt, og giver jer besked, hvis vi ved, hvem det tilhører. Sørg derfor for at give os besked, hvis I opdager, at I mangler noget.

Hvad med vores bil når vi sejler?

Vi har en indhegnet og aflåst parkeringsplads, på havneområdet i Kerteminde hvor I uden beregning kan parkere jeres bil imens I er på søen.

Hvorfor leje en båd i stedet for at købe?

Et spørgsmål, som mange stiller sig selv er, om man skal købe en båd eller leje. Vi har skrevet et ærligt indlæg om den overvejelse, som du kan læse her.